Gå til forsiden

Eva Rosenstand A/S - Clara Wæver

 
I 1870-ernes København var der flere forretninger, som specialiserede sig i salg af broderier. Her kunne man købe broderimaterialer og mønstre til hjemmets pyntetekstiler, såsom navnetræk, navneklude, sofapuder, skærme, og meget andet.
 
Samtidig flyttede den unge pige Clara Wæver med sin familie til København. Tidligt viste hun stort talent for broderi og hun fik ansættelse i en broderiforretning, som udover at sælge broderimaterialer også havde specialiseret sig i at broderede for kunder. Endvidere blev der givet undervisning i forskellige broderiteknikker.
 
I 1890 åbnede hun sin egen butik på Vesterbrogade 62. Sammen med søsteren Augusta solgte hun broderimaterialer og fremstillede mønstre. Sideløbende gav de undervisning i hvidsyning samt "alle brugelige håndarbejder". For at få økonomi i forretningen tog de også unge piger i lære, for at lære dem at sy deres medgift. Clara Wæver var meget åben for tidens ”stil og smag” og søgte konstant at forny tilbuddet af broderimønstre.
    
 
I 1903, da frøkenerne Kristiane Constantin-Hansen og Johanne Bindesbøll lukkede deres forretning, fik Clara Wæver mulighed for at købe en stor kollektion af originale tegninger, udført af Bindesbøll, Constantin Hansen, Kristian Møhl-Hansen og P.C. Skovgård. Clara Wæver fik stor succes med at arbejde med samtidens kunstnere, hvoraf en del senere blev knyttet til virksomheden.
 
I 1917 solgte søstrene Wæver forretningen til N.C.Dyrlund, som førte den videre med de traditionsrige broderier. I 1930 døde Clara Wæver - 75 år gammel.

 

I 1940 overtog Jacob Holst virksomheden. Butikken blev flyttet til Østergade 19 og Holsts søster Migge Holst, som var kunstuddannet og havde tegnet mange forlæg til broderier, styrede med stort talent forretningen i mange år. Nogle af de danske kunstnere, som leverede tegninger på den tid var bla. Louise Puck og Helge Christoffersen.

 

I 1946 flyttede Clara Wæver-forretningen igen, denne gang til Østergade 42.

 

Efter Migge Holsts død i 1953 overtog Jørgen Rosenstand (søn af Jacob Holst) ledelsen sammen med sin mor Ellen Holst (født Rosenstand). Ellen Holst engagerede kunstnerne Mads Stage og senere Gitz Johansen til at tegne for firmaet, og navnlig Mads Stages tegninger havde stor succes.

I 1958 grundlagde Jørgen Rosenstand sit eget firma Eva Rosenstand A/S.

 

Eva Rosenstands stil var fra begyndelsen meget anderledes end Clara Wævers. Man arbejdede sammen med kunstnere, såsom Falke-Bang, Leif Ragn Jensen og Verner Hancke, hvis tegninger var mere populær-naturalistiske og meget velegnede til at omsætte til korsstingsbroderier. Jørgen Rosenstand indførte som noget af det første de såkaldte ”broderipakninger”. Hidtil havde man klippet stoffet ud i butikken, fundet garn og lagt et mønster i. Nu kunne man udlevere en færdig pakning med alle de nødvendige materialer til et broderimotiv.

 

I 1976, efter Ellen Holsts død, blev de to virksomheder slået sammen til Eva Rosenstand A/S - Clara Wæver, med hovedforretning i Østergade 42.

 

I 2003 overtog det danske firma Permin of Copenhagen Eva Rosenstands / Clara Wævers designs og sikrede dermed at denne gamle danske kulturarv forblev på danske hænder. Permin of Copenhagen har mere end 150 års erfaring indenfor branchen og med hovedsæde i Rødovre og datterselskaber i hele Norden er markedsføringen af Eva Rosenstand i trygge hænder.

Eva Rosenstand Clara Wæver - Egegaardsvej 28, 2610 Rødovre - Telefon: +45 36 72 12 00 - E-mail: bent@permin.dk
87337672